fredag den 27. maj 2016

Still here

Jeg kom aldrig videre, men det gjorde han heller ikke. Så nu er vi sammen igen.

En gang imellem bliver jeg stadig lidt usikker på det hele, men jeg holder forbandet meget af ham, så jeg tænker, at det nok skal gå. Jeg kan se os sammen. Det er det vigtigste. Det kan godt blive til børn og alt sådan noget på et tidspunkt...

I forhold til bulimien, så svinger det voldsomt. Lige for tiden går det ikke så super, og jeg har et sted mellem 2 og 4 dage om ugen, hvor det bare går helt galt. Det er lidt for meget.

Jeg er færdig med min kandidat og arbejder nu fuldtid. Det er hårdt. Men mange omkring mig siger, at det bare er en periode... Det tager tid, men efter det første år, så skulle man være inde i rutinen. I forbindelse med arbejde skal jeg tage noget efteruddannelse, og lige nu er det det, der slår benene væk under mig. Men jeg skal nok bare lige hænge i lidt endnu. Et år mere, og så er det overstået. Så er det "kun" arbejde. Det er der også rigeligt i...

Jeg vil hoppe over i seng. Jeg skal på arbejde i morgen, og jeg har brugt 6-7 timer på b/p i dag, så jeg har nok brug for at få lidt hvile.

mandag den 2. november 2015

Her, der og alle vegne

Det gik lidt bedre, og så gik det dårligt igen.

Jeg fungerer ikke rigtig. Jeg har svært ved at koncentrere mig, og jeg laver den ene overspringshandling efter den anden. Min yndlingsoverspringshandling er at logge på facebook og se, om han er online. Det er han ikke lige nu. Det er 7 timer siden han sidst var online. Og før da var han online i fredags. Hvad har han lavet hele weekenden? Hvem var han sammen med?

Jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan slet ikke finde ud af at hænge sammen bare nogenlunde. Jeg har bare lyst til at sidde i hjørnet med min dyne og tude, men jeg kan ikke tude mere.

Hvorfor er det så hårdt? Jeg er så sur på ham, og jeg er så ked af det. Og jeg burde bare komme videre... Hvorfor kan jeg ikke?

mandag den 21. september 2015

It's difficult to breathe


Det gør ondt, når jeg trækker vejret. Jeg græder en del disse dage...

Single igen.

Det gør så ondt. Det gør fysisk ondt.

Jeg tog bussen på arbejde i morges og græd i bussen. Ledte efter en cykel om eftermiddagen og græd, mens jeg gik fra Nørrebro til Østerbro. Tog på Hovedbiblioteket. Græd, mens jeg sad og arbejdede ved min computer. Tog videre ud på arbejde om aftenen igen. Græd, mens jeg sad i køkkenet og forberedte mig. Græd, da undervisningen var færdig. Cyklede hjem. Græd på vejen hjem. Græd mest, da jeg cyklede forbi den gade, han bor på.

Græder, når jeg hører motorcykler.
Kan slet ikke fungere.

Det gør så ondt. Jeg har lyst til at det skal holde op med at gøre ondt, men samtidig vil jeg hellere have, at det gør ondt, end at jeg glemmer det hele. Jeg er ikke klar til at give slip på ham endnu... Men det er ikke mit valg.


Det gjorde ondt, da han gik ud af døren og jeg vidste, at han aldrig mere kommer tilbage. Det gjorde ondt, da jeg gav ham et kram, og han kyssede mig på panden, og jeg vidste, at mere får jeg aldrig fra ham.


Det var det.

Jeg har svært ved at trække vejret...

tirsdag den 25. august 2015

Hvor er min krykke?

Jeg skylder vist at sige, at flytningen gik godt. Alle dukkede op. Alle hjalp. Og jeg var så taknemmelig og kunne slet ikke forstå, at alle folk hjalp mig sådan...

Det er nu længe siden.

Jeg skriver altid herinde, når jeg når et eller andet punkt, hvor jeg føler, at nu må det hele være nok. Nu kan jeg ikke længere. I dag er vist ingen undtagelse.

Jeg er ude at rejse. Det har jeg været længe. Jeg har faktisk aldrig rejst så længe før, som jeg gør i øjeblikket. Langt væk hjemmefra. De første 3 uger gik fint nok... Så knækkede jeg. Eller. Så knækkede jeg mig. Høhø. Dårligt pun. I know.

3 uger med nye indtryk og mennesker omkring mig konstant. Så kunne jeg ikke mere. Så gik der nogle dage, hvor det ikke var sådan helt super, men jeg holdt mig nogenlunde oven vande. Og så væltede det helt. En uge med overspisninger og opkastninger 6 ud af 7 dage. Og den 7. dag var forskruet. 1-2 dage, som var okay. Og så forlod jeg de den smule "ramme" jeg havde haft i 5 uger og begav mig ud alene. Helt alene. Fremmed land, nye oplevelser - konstant nye input. Og jeg havde da sådan lidt en plan, men intet sikkert, og jeg kunne slet ikke finde ud af det.

I løbet af de sidste 10 dage har jeg haft overspisninger og kastet op mindst 8 dage. Og ikke bare en lille overspisning - jeg har købt stort ind hver gang, og jeg har festet på de hotelværelser, jeg har været på. Min egen lille private fest.
I dag var ingen undtagelse. Jeg stod op i morges og var sikker på, at det ville blive en undtagelse, men det er virkelig svært. Jeg har været her i landet i over 6 uger, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal spise til morgenmad. Og så vælter det hele bare så nemt. Jeg forsøgte at holde ud ret længe i dag. Jeg holdt til aftensmaden, men jeg havde selvfølgelig ikke spist "normalt" i løbet af dagen. Jeg besluttede mig for, at nu måtte jeg altså prøve det der med at tage på en fancy restaurant. Det kan ikke passe, at jeg kommer hjem efter 7 uger, og når folk spørger mig, om jeg spiste noget lækkert lokalt mad, så kan jeg kun stå der og glo åndssvagt på dem. Så jeg prøvede en restaurant i byen - en der har fået gode anmeldelser online. Det var lækkert. Men det slog klik. Jeg kan slet ikke have følelsen af at have mad i maven. Det føles så elendigt. Så jeg bestilte også en dessert, for nu når jeg næsten færdig med min hovedret havde besluttet mig for, at det alligevel skulle op igen, hvorfor så ikke også lige bruge nogle ekstra penge på en overpriced dessert? Selvfølgelig. Efterfølgende smuttede jeg ned i et supermarked tæt på hotellet og købte stort ind. Mad er billigt her i forhold til i Danmark, men jeg købte alligevel for omkring 200 kr. Tror samme mængde ville have kostet 350-400 kr. i Danmark.

Og så tog jeg op på mit hotelværelse og havde min lille fest. Jeg hoppede rundt på gulvet, mens jeg proppede kage og KitKat og vingummi og klamme kiks i munden. Mærkede sukkerrusen i mit allerede øre hoved.

Jeg måtte gemme en af poserne med de syrlige vingummier. Min tunge føles som om den er ved at gå i opløsning, og det gør ondt at spise vingummierne. Det må blive en anden dag. For meget syre, måske.

Ironisk nok fik jeg en mail fra min tandlæge for et par dage siden - det er åbenbart tid til det årlige tjek. :/ Men det er nok meget smart. Selvom jeg frygter for dommen. Jeg har ikke været god ved mine tænder de sidste mange uger. Alt den syre ...

Jeg ved, at jeg bare lige skal have 2-4 dage med "normal" mad, og så skal jeg nok komme ovenpå igen. Jeg kan bare ikke få kickstartet den gode cirkel. Jeg vågner om morgenen og er svimmel og ør - min mave føles tom, men jeg har kvalme og kan ikke spise noget. Når jeg spiser noget, føler jeg mig oppustet og forfærdelig. Hver gang jeg går forbi et gadevindue eller ser mit spejlbillede, får jeg lyst til at pakke mig ind i en flyverdragt og gemme mig for hele verden. Jeg ser forfærdelig ud.

Alt det junk har også fået min hud til at fucke up... Så små røde knopper popper frem forskellige steder i ansigtet, hvilket ikke ligefrem pynter.

Det sejlede også en del, før jeg tog af sted hjemmefra. Det der med at bo alene er virkelig svært... Jeg skal selv sørge for mad hele tiden, og jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg bliver nødt til at finde en løsning snart. Ellers går det helt galt. Tænk, at det er så svært. Andre mennesker klarer det jo bare - de spiser, når de er sultne, og de holder op, når de er mætte. Min kæreste springer morgenmaden over, fordi han nogle gange har travlt, og det klarer han bare helt okay. Sådan bare lige. Vupti. No problem. Jeg kan slet ikke finde ud af det. Hvis jeg springer morgenmaden over, så er det fordi jeg gerne vil drikke en is-café-latte i løbet af formiddagen. Noget for noget. Hvis jeg spiser morgenmad og også vil drikke en is-café-latte, så må jeg skærer ned på frokosten. Noget for noget. Man kan jo ikke bare sådan lige få det hele! Men hvis jeg hverken får morgenmad eller is-café-latte, så fungerer jeg ikke. Min krop er sløv. Mine muskler er tunge og ømme, og det føles som om mine arme ikke vil løftes.

Jeg deler ikke med min kæreste... Jeg har prøvet lidt, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig, og han ved ikke, hvordan han skal tackle det alligevel. Jeg tror ikke, at han kan håndtere det. Min ekskæreste var det stærkeste menneske jeg kendte - psykisk, mener jeg - og han fik alligevel nok. Hvorfor prøve igen? Når jeg kommer ind på emnet, så siger han mest bare, at han ikke rigtig ved, hvad han skal sige. Det forstår jeg nu også godt. Men det betyder også bare, at vi ikke rigtig kommer videre i snakken... Jeg siger, at noget er svært. Han siger "okay", og så taler jeg lidt videre om det. Så bliver jeg ofte lidt trist til mode, og så siger han noget om, at han gerne vil hjælpe, men han ved ikke lige, hvad han skal sige eller gøre. Og så siger jeg, at det er helt okay. Og så var det det. Ikke mere trist snak.

Nå. I morgen er min sidste hele dag i landet - i overmorgen skal jeg bruge det meste af dagen i et tog. Og på fredag går turen hjem med fly. Jeg vil forsøge at få lavet nogle flere positive minder - selvom jeg har brugt mange timer på overspisninger og opkastninger, så har jeg forsøgt samtidig at skabe mig nogle minder for livet. Det er trods alt en rejse, jeg nok ikke får mulighed for at gøre igen lige foreløbig... :) Og jeg har oplevet meget positivt - ind imellem mine madanfald.

onsdag den 29. april 2015

Almost done

Stemningsmusik (jeg ved godt, at den er lidt underlig, but it'll grow on you)

 

"Yes, I'm al- almost done" "Yes, I'm al- almost done" "Yes, I'm al- almost done"


Praktik er næsten færdig. Jeg glæder mig. Glæder mig til at få lidt tid til mig selv igen. Glæder mig til at få tid til at træne igen. Mere ro. Glæder mig.

Flytter ind i min nye lejlighed lige om lidt. Glæder mig.


 

"She waits another week to fall apart."


Jeg har arrangeret det sådan, at mange af mine venner hjælper til. Men jeg kan mærke, at jeg har svært ved at tro på det. Jeg arbejder stadig på lige at finde en bil og en trailer, men der er 12 mennesker, der har sagt, at de vil hjælpe til. Det er virkelig mange. Og jeg er virkelig glad for det. Jeg er bare så bange for, at de alle sammen melder afbud på dagen.
Jeg tør ikke rigtig stole på det. Jeg begynder selv at flytte så mange ting som muligt, før de kommer og hjælper. Jeg starter to dage før.

Jeg er så bange for at de ikke møder op. Hvorfor er jeg så bange for det? Jeg har ingen grund til at tro, at de ikke skulle møde op. Dumme hjerne. Stol på dine venner. 12 mennesker! Det er virkelig mange. Det er virkelig sødt af dem, at de siger, at de vil hjælpe.

Hvorfor tror jeg først på det, når det er overstået?

Jeg er så bange for at stå alene med det hele.

mandag den 13. april 2015

Stilhed

Jeg ligger i min seng og tænker. 

Jeg har altid virkelig svært ved at sove om natten. Ligger bare og kigger ud i luften og tænker. 

Jeg savner A. Sov hos ham i nat, og selvom jeg ikke sover så tungt, når vi sover sammen, så er det virkelig rart. Der er ro i mit hoved, når jeg ligger der og mærker hans krop tæt på min. Det er dejligt, og jeg kan bare ligge og være glad og træt og falde i søvn. 

I stedet for at ligge her alene i min egen seng og kigge ud i luften.